24. april 2025

Vejle Brand leverer stærkt regnskab for 2024

Forsikringsselskabet Vejle Brand af 1841 g/s kan se tilbage på et meget tilfredsstillende 2024 med en vækst på 11,8%, og samtidig blev der udbetalt 99,2 millioner kr. i forsikringserstatninger til kunderne.

Sidste år blev resultatmæssigt et af de bedste år nogensinde for Vejle Brand med et forsikringsteknisk resultat på 7,6 millioner kr. og et investeringsafkast på 12,3 millioner kr. Det giver selskabet en fortsat mulighed for investering i organisk vækst.

 

Resultatet efter skat landede samlet set på 15,4 millioner kr. De samlede præmieindtægter endte på 158,3 millioner kr., som svarer til en vækst på 11,8%. Fremgangen i præmieindtægten er sket uden en stigning i omkostningsniveauet i forhold til året før.

 

- Vi er meget tilfredse med årets resultat. Det viser, at vores fokus på omkostningskontrol går hånd i hånd med ambitionerne om vækst til fordel for vores kunder, som også er medejere af selskabet, siger Claus Lomholdt Poulsen, adm. direktør hos Vejle Brand.

 

Knapt 100 millioner i skadeserstatninger til kunderne

Vejle Brand udbetalte 99,2 millioner kr. i skadeserstatninger i 2024.

 

Danmark har mere og mere nedbør, og 2024 var ingen undtagelse. Sidste år var et af de fem vådeste i dansk vejrhistorie, og det kan ses i selskabets erstatningsudbetalinger til kunderne.

 

Selskabet hæfter sig også ved, at bilskaderne er blevet dyrere over de senere år. Især fordi nyere bilers teknologi bliver mere og mere avanceret, som f.eks. kameraer og sensorer, som gør det dyrere at udbedre skader.

 

Fortsat fokus på vækst og investering i nyt IT-system

Vejle Brand vil fortsat have fokus på en langsigtet vækststrategi med nye salgskanaler og et stærkere IT-system.

 

- I 2025 har vi fortsat fokus på at øge vores præmieindtægter samtidig med, at vi holder de faste administrationsomkostninger i ro, siger Claus Lomholdt Poulsen og fortsætter:

 

- Udover, at vi fokuserer på udviklingen af vores egen salgsstyrke, har vi har netop indgået et samarbejde med forsikringsagenturet Go Forsikring, som udvider vores salgspotentiale og geografiske rækkevidde. Investeringsmæssigt bliver 2025 også startskuddet på et nyt treårigt projekt omkring indføringen af et nyt IT-system, som i høj grad kommer til at understøtte vores strategi om fortsat vækst.

 

Pressekontakt: adm. direktør Claus Lomholdt Poulsen tlf.: 29101094

Tilbage til oversigt