Frostvejret kan give alvorlige vinterskader på din bolig
Det er ikke få husejere, der allerede har fået en vandskade på deres hus i efteråret 23’ på grund af de store regnmængder. Desværre er risikoen ikke blevet mindre af den megen frost og sne, som lige nu dækker det meste af landet.
- Der er ingen tvivl om, at vejret er blevet mere ekstremt i de seneste år. Vi har fået mange skader ind på grund af vand i efteråret. Og jeg kan godt være bekymret for, at det kraftige sne- og frostvejr kommer til at give endnu en bølge af vandskader, når tøvejret sætter ind, siger bygningstaksator Johnny Kristensen, fra Vejle Brand forsikring og fortsætter:
- Mange er ikke klar over, at de selv har en forpligtigelse til at være opmærksomme på potentielle vandskader og tage de nødvendige forholdsregler, selvom de har en forsikring med udvidet vandskade. Ellers er det ikke sikkert, at vandskaderne bliver dækket. Derfor har vi et par gode råd til dig som husejer.
Fygesne på Loftet
Fygesne på loftet er et problem, som mange overser. Når det blæser, kan sneen finde vej til loftet gennem ventilationskanaler og utætheder i taget. Det giver isdannelser, vand og kondens, der kan være med til at forårsage skader på isoleringen og skabe optimale betingelser for skimmelsvamp. Herudover kan der ske skade på lofter og andre bygningsdele, når fygesneen smelter og løber ned gennem etageadskillelsen.
For at undgå disse problemer er det vigtigt, at du en gang imellem tjekker loftet for sne i løbet af vinteren og samtidigt sørger for, at loftet er tilstrækkeligt ventileret.
Hold regnvejrsriste fri for sne
Et andet kendt problem i frostvejret er, at der danner sig is på toppen af regnvejrsristene langs huset. Isen kan stoppe vandet, når det begynder at tø. Det kan være årsagen til store oversvømmelser, der giver vand i kælderen og skader på bygningens fundament.
Derfor er det en rigtig god ide at holde regnvejrsristene fri for sne og is for at sikre, at vandet kan komme væk.
En særlig appel til sommerhusejere
Hvis du har slukket eller skruet meget ned for varmen i dit sommerhus, er det særligt vigtigt at tage forholdsregler for at undgå frostskader i dine vandrør.
- Sprængte rør er en skade, som vi ofte ser, hvis du ikke har tilstrækkelig varme på i dit sommerhus. Og utætte rør kan give meget omfattende følgeskader. Sætter du varmen ned i sommerhuset er det vigtigt, at du er opmærksom på at frostsikre dine vandlåse og toiletter med nok frostvæske, siger Johnny Kristensen.
Tilbage til oversigt