Elgo giver Horsens stafetten videre
Der er ingen tvivl om, at det er lidt følsomt, når vi spørger. Assurandør Elgo Bo Madsen går på pension med udgangen af december, og det er en stor ting for en mand, som har levet og åndet for sin arbejdsplads gennem mange år.
- Det bliver dejligt, men det er også rigtig svært at sige farvel til både gode kollegaer og kunder hos Vejle Brand, som har været mit andet hjem i de sidste 17 år. Det er en fantastisk arbejdsplads, hvor jeg har haft rigtig mange gode oplevelser. Derfor har det været svært at vænne sig til tanken om at sige farvel til det hele, siger Elgo og fortsætter:
- I de sidste par år har jeg arbejdet på en seniorkontrakt med nedsat arbejdstid, og det har fungeret rigtig fint, men min skønne kone Birthe er allerede gået på pension, så det trækker lidt. Jeg glæder mig til at kunne rejse mere sammen med hende og være mere sammen med vores børnebørn. Samtidig er jeg stadig med i foreningsarbejde omkring cykling og historie, så jeg kommer ikke til at kede mig.
Arbejdet hos Vejle Brand har budt på mange gode grin for Elgo, og den altid smilende og glade mand har været den bedste ambassadør for at opretholde den positive Vejle Brand ånd overfor både kollegaer og kunder.
- Jeg synes, Vejle Brand er en fantastisk arbejdsplads, hvor der er plads til at grine og lave sjov med hinanden på en god måde. På den måde har jeg været meget privilegeret at arbejde et sted, som jeg holder af, og jeg er sikker på, at Mike overtager et område med mange gode oplevelser i fremtiden.
Stafetten gives videre til Mike
- Der er ingen tvivl om, at det er nogle brede sko, jeg skal fylde ud efter Elgo, men jeg vil selvfølgelig forsøge at gøre mit bedste, siger Mike Hansen som overtager rollen med hovedfokus på Horsens og opland efter Elgo.
Mike bor i Hedensted med sin kone og børn, og igennem de sidste 12 år har han arbejdet hos et af de store selskaber i forsikringsbranchen.
- Stillingen hos Vejle Brand, søgte jeg, fordi selskabet har et rigtig godt rygte i branchen. Og så synes jeg, det er super, at der er så kort fra bund til top. Man kan altid banke på hos direktøren, hvis man gerne vil vende en udfordring, siger Mike og fortsætter:
- Jeg kan allerede mærke, at det er noget helt andet at arbejde for et mindre forsikringsselskab, hvor kunderne ikke bare er et nummer i rækken. For mig betyder det rigtig meget med den personlige kontakt, og det bliver der bare mindre og mindre af i de store selskaber. Jeg har altid levet efter, at der skal være fokus på kunden, og det kan jeg meget bedre efterleve hos Vejle Brand, så jeg er sikker på, at jeg falder rigtig godt til her.
Tilbage til oversigt